Et år med den russiske aggressionskrig

Dette bidrag belyser virkningerne af en krig, som er blevet det modsatte af det, Putin ønskede, både i Ukraine på grund af befolkningens mobilisering for værdighed, men også i de eurasiske nabolande, NATO og EU. Denne artikel diskuterer de fortolkninger af et NATO, der entydigt og uforanderligt opfattes som fjendtlig over for Rusland og en russisk krig, som en reaktion på denne fjendtlighed.

Samtidig fremhæver artiklen den negative arv, som venstrefløjen skal overvinde i det nationale spørgsmål, når den indgår i et internationalistisk projekt, hvor målet er gennem de spørgsmål, som krigen har rejst, og det ukrainske folks forhåbninger, at finde frem til omridset af en alternativ, global modstand i og imod EU.

Den invasion af Ukraine, som Putin besluttede den 24. februar 2022, har ført til det stik modsatte af alle sine mål. Modstanden mod aggressionen afslører, hvad der sker med et Ukraine, som formodes at tilhøre ”ét russisk folk”, og som siden krisen i 2013-2014 har været præget af et “nazistisk statskup”, der støttes af Vesten og truer den russisktalende befolkning med folkedrab.

Jeg deler den kritik af denne opfattelse, som uafhængige, venstreorienterede ukrainske forfattere, der er kritisk indstillet over for alle former for imperialisme og al statspropaganda – herunder Zelenskijs – har rejst. (note 1). Kritikken betyder naturligvis ikke, at man hverken i Ukraine, Rusland, Frankrig eller andre steder i verden skal negligere betydningen af de højreekstremistiske kræfter, deres ideologiske udvikling, forskelle og deres forhold til institutioner og vold eller de midler, de anvender (2). Udfaldet af krigen vil også påvirke disse faktorer. Set ud fra et synspunkt, der drejer sig om graden af statsapparatets totalitære udskejelser, falder Ukraine meget fint ud, hvis man sammenligner med staten i Den Russiske Føderation og dennes kontrol med oligarkerne over for Ukraines “oligarkiske pluralisme” og landets større frihedsmargin (3).

I. Et samfund, der er mobiliseret for sin værdighed i fred og krig

Det er netop denne margin, som ikke findes i Rusland, der gentagne gange har gjort det muligt i Ukraine at udfordre de stedlige autokrater ved stemmeurnerne og i gaderne. Dette var tilfældet med den “orange revolution” i 2004, som blev udløst af, at befolkningen havde fået nok af korruption og valgsvindel, og som prægedes af befolkningens forhåbninger til nye, angiveligt demokratiske partier, der kaldte sig “proeuropæiske”. Desillusionen over disse partier, som selv var plaget af korruption, forklarer, at Janukovitsj, der antoges at være prorussisk, sejrede ved valget i 2010 med en politik, der skulle balancere mellem Rusland og EU. Men kontrollen med, om de afgivne løfter nu også blev holdt, da den nye oligarkiske præsident først havde fået magten, fortsatte hans praksis, hans enerådige beslutninger, der kom ovenfra, berigelsen af hans familie og hans undertrykkelsesapparats voldsanvendelse. Dette var i 2014 de grundlæggende årsager til, at han kom i miskredit selv i sin egen region – derfor hans flugt til Rusland.  Ud over de voldelige og forvirrede episoder, der bestemt både var præget af vestlig støtte og af den ekstreme højrefløjs muskuløse ordensværn, som beskyttede demonstranterne i 2014, skyldtes Janukovitjs fald, der blev godkendt af parlamentet, først og fremmest en ny vilje i befolkningen til at rydde op, uanset hvordan denne vilje så blev udnyttet af forskellige højreorienterede kræfter.

Den forvirring, der prægede disse opstande, ligner den, der præger De gule Veste og mange andre massebevægelser, der handler i en forvirret politisk og social sammenhæng. Grænserne for denne “revolution” er også indlysende: Det oligarkiske regime er på ingen måde blevet fjernet.  Men betegnelsen “revolution” er udtryk for den ophobning af erfaringer, der giver en varig og dybt rodfæstet styrke til de periodiske mobiliseringer af et samfund, der søger social retfærdighed.

Det var masseopstanden i 2014, som nogen kalder “værdighedens revolution”, der fik hundredtusindvis af demonstranter på gaden, som organiserede sig for at besætte Uafhængighedspladsen (Maidan), og som fremsatte mange krav. Den blev også mindre overbevisende kaldt ”Euro-Maidan” – noget der misvisende tenderede til at reducere bevægelsen til en ”pro-europæisk” opstand. Men den blev i Moskva og af en del af venstrefløjen sidestillet med en “farverevolution” (som i 2004) og reduceret til at være en brik, der blev udnyttet af NATO-landene. Denne tilgang (eller snarere uvidenhed) kan genfindes med hensyn til den nuværende krig. En anden del af venstrefløjen valgte at slutte sig til Maidan og kæmpede på flere fronter (4).

Befolkningens forhåbninger og civilsamfundets kritiske selvstændighed i forhold til de etablerede partier fortsatte imidlertid med at manifestere sig efter det formodede “nazistiske kup” i femårsperioden under den nye præsident og oligark Petro Porosjenko, der blev valgt i 2014. Det viste sig overfor det nye styres manglende stabilitet og dets endelige fald i 2019. Efter annekteringen af Krim og udbruddet af hybridkrigen i Donbas, hvor ca. 15.000 mennesker blev dræbt, oplevede landet regeringskriser og finansielle skandaler, der ramte præsidenten. Han traf næsten ingen sociale foranstaltninger for at hjælpe de tusindvis af mennesker, der flygtede fra konflikterne i Donbas, og var ikke i stand til at komme ud af Minsk-aftalernes dødvande (5). Befolkningens selvstændige valg manifesterede sig på ny fem år efter det såkaldt vestligt kontrollerede “statskup” ved det overraskende valg af en jødisk skuespiller, der ikke havde noget at gøre med de eksisterende politiske partier, og hvis modersmål var russisk. Han førte en kampagne, der lovede en fredelig løsning af Donbas-konflikten og en hård kurs mod korruptionen, noget der sikrede ham et hidtil uset jordskredsflertal i hele landet – uden at benytte sig af de højreekstreme temaer, som Porosjenko til dels havde taget op (6).

Befolkningens mobilisering mod invasionen og Zelenskij-regeringens mobilisering i spidsen for den – noget der heller ikke blev forudset af NATO-landene – befæstede på tværs af det politiske spektrum Zelenskijs popularitet i hele Ukraine. Det var i praksis befolkningens valg af ukrainsk suverænitet. Dette gælder især blandt den store masse af landets russisktalende i landets østlige og sydlige dele, der angiveligt skulle reddes fra et “nazistisk folkemord”. Men russiske styrker kontrollerer langt fra territoriet i de regioner, der er blevet annekteret efter pseudo-folkeafstemninger, og kæmper for at finde borgmestre, der er villige til at stå i spidsen for byerne.

Modsat de fortolkninger, ifølge hvilke NATO presser Ukraine til en endeløs krig for at nedkæmpe Rusland, går det snarere i den modsatte retning – nemlig et pres for at dæmpe den ukrainske offensiv, som vi var vidne til i begyndelsen af november. Det var NATO-staben, som modererede fordømmelserne fra Zelenskijs side, der tilskrev Rusland de [raket-]angreb, som dræbte to mennesker i Polen. Hvis det er sandt, at den ukrainske hær uden de våben og den åbenlyse logistiske hjælp, som den har fået, ville have stået i en svag position og  været tvunget til at overgive sig hurtigt, skyldes modstandens styrke og de sejre, der er vundet – ud over våbnene – beslutsomheden hos en befolkning, som modstår en aggression, der opleves som det, den er – neokolonial og imperialistisk.

Hvilken venstrefløj opfordrede vietnameserne til at forhandle i stedet for at vinde?

Ville venstrefløjen tvivle på modstandens realitet som en national befrielseskamp, hvis den “militære operation” var blevet iværksat af Frankrig mod det franske Algeriet? Den form, som den russiske kolonisering og derefter den stalinistiske politik har taget, vejer tungt. Det er en kendsgerning, som den indiske forsker og specialist Rohini Hensman påpeger:

Mens de vesteuropæiske imperialistiske magters kolonier hovedsageligt var oversøiske, koloniserede de mongolske, østeuropæiske og osmanniske imperier de tilstødende lande, så det var let at begå den fejl at udviske sondringen mellem imperium og stat. Mens ingen ville tænke på Indien som en del af den britiske stat, så er Putin, når han betragter Ukraine som en del af den russiske stat, ikke alene, og det er ikke første gang, han gør det (7).

Men det fremhæver også, som Bernard Dréano gør det meget tydeligt ved bl.a. at sammenligne Ukraine og Irland (8), de uenigheder, der særligt om nationale spørgsmål deler marxister og delte bolsjevikkerne (9).

At ignorere, tilsløre eller nedgøre Ukraine som en afgørende aktør både, hvad angår Putins mål og modstanden mod hans aggression, er roden til en fejlagtig opfattelse af den nuværende krig som en verdenskrig mellem imperialistiske systemer, ligesom Første Verdenskrig var det. En sådan fremstilling retfærdiggør naturligvis en genoplivning af datidens store pacifistiske og revolutionære, defaitistiske paroler og opfordringen til overalt at vende sig mod en “fjende”, der befinder sig “i ens eget land”. Jeg tog afstand fra denne fortolkning af den igangværende krig i og med, at jeg nægtede at underskrive den internationale feministiske, pacifistiske appel (10), som med rette viste solidaritet med de russiske, feministiske pacifister, men som ikke anerkendte de ukrainske feministers “ret til modstand” (11). Talrige tekster af venstreorienterede kvinder og mænd i Ukraine, der forsvarer denne ret og retten til nu og i fremtiden også med våben at beskytte sig selv, gør også dette tydeligt i en tekstsamling, man bør læse og diskutere (12).

Retten til at gøre modstand mod russisk dominans har naturligvis verdensomspændende virkninger. Det kommer vi ind på senere. Men det er vigtigt at understrege en konkret indvirkning i de tidligere sovjetrepublikker, der befinder sig i Ruslands umiddelbare nabolag, og som er afgørende for fremtiden og for udfaldet af denne krig. Det drejer sig om på den ene side Hviderusland (13), der er forbundet med flere russiske projekter herunder Den Eurasiske Økonomiske Union (EEU) og på den anden side Kasakhstan, der er afgørende for den militære alliance mellem Rusland og flere andre stater (Collective Security Treaty Organization, CSTO), der i begyndelsen af 2022 greb ind i Kasakhstan efter, at optøjer i hidtil uset omfang ramte dette land.

II. Geopolitiske spørgsmål i Eurasien

Hviderusland mellem den tætte union med Rusland og Eurasisk Økonomisk Union (EEU)

Putins beslutning var ikke kun præget af en fejlvurdering af det ukrainske samfund. Den var også baseret på resultatet af annekteringen af Krim. Mens denne annektering var blevet hilst velkommen med patriotisk begejstring af befolkningen i Rusland, havde den affødt helt andre reaktioner blandt autokraterne i de allierede, post-sovjetiske republikker. Men Putin undervurderede denne faktor på grund af den seneste udvikling i Belarus og Kasakhstan.

For det første skal det erindres, at annekteringen af Krim brød med Budapest-aftalen fra 1994, som Rusland underskrev sammen med Ukraine (og tilsvarende aftaler med Hviderusland og Kasakhstan) med USAs støtte. Aftalen fastsatte, at Rusland skulle inddrage alle atomvåben fra sovjettiden, men til gengæld respektere de nye uafhængige staters grænser. Mens annekteringen var populær i Rusland, blev den betragtet med bekymring af oligarkerne i Belarus og Kasakhstan, som var meget optaget af deres staters suverænitet.

Derfor spillede Putin pragmatisk på flere scenarier og unionstyper. På den ene side håbede han, at Ukraine og Hviderusland ville nærme sig Rusland for at konsolidere en “russisk pol” i opbygningen af en Eurasisk Økonomisk Union (EEU). Denne var inspireret af Den europæiske Union med hensyn til en opdeling i fælles og separate dimensioner med respekt for staternes suverænitet. Projektet havde til formål at integrere alle de tidligere sovjetlande, der ligger mellem Den Russiske Føderation og EU – ud over Hviderusland og Ukraine især Georgien og Armenien) – nøjagtig de samme lande, som var målgruppen for deltagelse i det “østlige partnerskab”, som EU lancerede i 2009. Det var Janukovitjs tøven og i sidste ende hans valg af ikke at underskrive partnerskabsaftalen med EU, der fremprovokerede krisen i 2013 (14).

Efter annekteringen af Krim havde præsident Lukasjenko, der havde regeret Belarus i omkring 25 år, taget afstand fra Putin og var rykket tættere på EU for at sprede sine afhængigheder og undgå sanktioner. Autokraten foretrak at forhandle med en russisk stat, der under Jeltsin var svækket, frem for med en Putin, der havde genetableret kontrollen over sine egne oligarker og havde klare ambitioner. Men han tøvede ikke med at henvende sig til Putin, da hans egen magt i 2020-2021 blev truet af befolkningens opstand mod valgsvindelen.

Derefter begyndte en forhandlingsproces mellem de to ledere om en tæt union, der medførte forfatningsmæssige ændringer i Belarus. Disse tillod tilstedeværelsen af russiske militærbaser (selv nukleare), men bekræftede landets neutralitet og udelukkede dermed (indtil videre) enhver direkte krigsdeltagelse. Lukasjenko så sig nødsaget til at præcisere, at landet ikke var blevet “opslugt”. (15).

Men denne udvikling, der ligger langt fra fatalistiske fortolkninger af russisk ekspansionisme, understreger, at de nylige tilnærmelser står i modsætning til de spændinger, der viste sig mellem 2014 og 2022. Sammenhængen er vigtig, for at forstå Putins optimisme med hensyn til at indsætte tropper ved Ukraines grænser til Belarus i begyndelsen af 2022. Men det var også Lukasjenkos ustabile magt i sit eget samfund, der igen blev afsløret i jagten efter en sådan tilnærmelse på topniveau og på militært niveau. Og det understreger, at dette også kunne blive en mulig kilde til svaghed for Putins krigseventyr.

Den modstand, man mødte i Ukraine, og dermed krigens varighed og voldsomhed, indebærer helt sikkert en mere radikal intern undertrykkelseskurs i Rusland og Hviderusland. Men denne kurs er langt fra ufejlbarlig. Og fejlene er afgørende for fremtiden. Allerede i de første dage af krigen opstod der udtryk for solidaritet [med Ukraine, o.a.] fra fagforeningerne mod invasionen. De blev hurtigt (ligesom i Rusland) mødt med voldsom undertrykkelse, især mod lederne af kongressen af demokratiske fagforeninger i Belarus (BKDP) og fagforeningerne i metalindustrien (SPM) og radio- og elektronikindustrien (REP). Undertrykkelse førte til faglige solidaritetsprotester, især i Rusland (fra KTR – den russiske fagforening, der blev grundlagt i 1995, og som selv er truet) og fra Ukraine – fra Ukraines sammenslutning af frie fagforeninger, KVPU. 16 De belarussiske jernbanearbejdere har faktisk for at gøre det vanskeligt for russiske tropper at få forstærkninger og forsyninger frem til Ukraine iværksat “partisanaktioner”, som helt sikkert vil spille en afgørende rolle i og mod denne krig.

Ingen nation i verden ønsker krig. De russiske, ukrainske og belarussiske folk er ingen undtagelse. Få folkeslag i verden har lidt så frygtelige tab og ofret så mange millioner af deres borgeres liv i deres historie som vore tre folkeslag, folkeslag, der er så tæt på hinanden. Og den kendsgerning, at den russiske regering har indledt en krig mod Ukraine i dag kan ikke forstås, retfærdiggøres eller tilgives. Den kendsgerning, at angriberen invaderede Ukraine fra Belarus’ territorium med de belarussiske myndigheders samtykke kan hverken retfærdiggøres eller tilgives. Der er sket uoprettelige ting, og deres langsigtede konsekvenser for flere generationers liv vil forgifte forholdet mellem russere, ukrainere og hviderussere. På vegne af medlemmerne af de uafhængige fagforeninger i Belarus, arbejderne i vores land, bøjer vi os for jer, vores ukrainske brødre og søstre. Vi undskylder over for jer for skammen, den skam som den belarussiske regering har påført alle belarussere ved at være allieret med aggressoren og åbne grænsen til Ukraine. Vi vil imidlertid gerne forsikre jer, kære ukrainere, at langt de fleste hviderussere, herunder arbejderne, fordømmer det nuværende hviderussiske regimes uforsvarlige handlinger, når regimet tolererer den russiske aggression mod Ukraine. Vi kræver en øjeblikkelig indstilling af fjendtlighederne og tilbagetrækning af de russiske tropper fra Ukraine og fra Belarus (17).

Den ukrainske modstands fremskridt vil have en konkret, direkte indvirkning på alle post-sovjetiske samfund, især de, der er åbne for relationer med Moskva, men også med Kina og Vesten, som Moskva ønsker at stabilisere og udvide den Eurasiske Økonomiske Union (EEU) med (18). EEU er [nemlig, o.a.] forpligtet til at respektere medlemsstaternes suverænitet. Moskvas evne til at udnytte de interne konflikter i samfundene i dets nabolag som f.eks. Armeniens konflikter med Aserbajdsjan er ikke et spørgsmål om rene magtforhold. Uanset om der er tale om autokratiske regeringer i post-sovjetiske samfund eller om samfund, der stræber efter mere demokrati og social retfærdighed, er de nye staters uafhængighed et fremtrædende træk ved den nye post-sovjetiske historiske fase.

De neokoloniale og brutale dimensioner i det russiske indgreb i Ukraine er og vil udgøre destabiliserende faktorer og frembringe spændinger i Moskvas forbindelser med sine naboer. Dette gælder for det, der ud over Belarus vil ske med EEU, men også med unionens militære modstykke, den kollektive sikkerhedsorganisation CSTO (19).

CSTO – og Kasakhstan som forsøgskanin før og efter den russiske invasion

Denne militære alliance omfatter Rusland og fem tidligere sovjetrepublikker (Kasakhstan, Hviderusland, Armenien, Tadsjikistan, Kirgisistan). Den opstod i kølvandet på de fiaskoer, forudgående, meget større projekter led.

Alliancen er en kopi af NATO og har til formål enten at skabe modvægt til NATO eller at forhandle om indflydelsessfærer, og dens artikel 4 svarer til artikel 5 i Atlantpagten. I tilfælde af en aggressiv handling mod et af medlemslandene skal alle de andre lande yde den nødvendige bistand, herunder militær bistand. I 2019 fik CSTO en hurtig indsatsstyrke på 20.000 mand og en fredsbevarende styrke på 3.600 mand, der er anerkendt af FN. Men i praksis havde denne militæralliance ikke som sådan foretaget indgrebet før begyndelsen af 2022.

Uigennemsigtige magtkampe blev i Kasakhstan blandet sammen med hidtil usete sociale optøjer i protest mod prisstigninger på flydende naturgas (som involverer multinationale firmaer). I slutningen af 2021 appellerede Kasakhstans præsident til CSTO og erklærede “undtagelsestilstand”, på grund af det der angiveligt skyldtes “udenlandsk indblanding”. En tilbagevenden til rolige forhold blev lettet af sociale foranstaltninger. Men CSTO-styrkerne greb ind i begyndelsen af januar 2022 og trak sig tilbage efter en uge. Moskva regnede helt sikkert med at kunne udnytte det, der så ud til at have været en succes, til andre kommende opgaver i lyset af den globale uorden og NATOs nederlag i Afghanistan.

Det var nemlig frygten for talebanernes indtrængen fra Afghanistan, der ved afslutningen af CSTO-operationen i Kasakhstan – og altså lige før invasionen i Ukraine – gav anledning til forslag om konsolidering og udvidelse af militæralliancens indgreb. Den russiske repræsentant i alliancen fremlagde også et mål om at “skabe et ‘sikkerhedsbælte’ ikke kun omkring Afghanistan, men også omkring CSTO” (20)

Et sådant scenarie, som Putin utvivlsomt ønsker, ville passe godt ind i udsigterne til en ny sammensætning af “indflydelsessfærer”, der forhandles på grundlag af den magtbalance, som for Moskva er konsolideret ved unionen med Hviderusland og den succes, som CSTO tilskrives i Kasakhstan i lyset af NATO-krisen. Man kan endda formode, at Putin forventede, at hans “politiske operation” i Ukraine ligesom CSTO i Kasakhstan ville være ekstremt kortvarig og “effektiv”.

Den ukrainske modstand fik dette scenarie til at slå fejl. Alligevel støtter Kasakhstan, som spiller en central rolle i CSTO og alliancens fremtid, ikke åbent det, der har udviklet sig til en krig. Og ligesom den kinesiske allierede ønsker det ikke at brænde alle sine broer i forholdet til Vesten eller støtte en taber, endsige acceptere et endnu mere alvorligt brud end det, der skete i 2014, på Budapestprotokollen, ifølge hvilken Moskva [som sagt,o.a.] respekterede grænserne for nye uafhængige stater og [til gengæld, o.a.] fik deres atomvåben. Det er bemærkelsesværdigt, at der fandt folkelige protester mod krigen sted uden undertrykkelse i Kasakhstan, og at de regerende udviste neutralitet snarere end klar støtte til Rusland (21).

For at illustrere det samme problem, som kunne give anledning til de samme bekymringer for Putin, tog den kinesiske leder, som formodes at være hans allierede, til Kasakhstan i september 2022. Xi Jinping understregede endda udtrykkeligt på den første dag af sit besøg i dette centralasiatiske land, at han vil hjælpe Kasakhstan med at “beskytte sin nationale uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet” (22) – inden han tog til Usbekistan…

Som Vicken Cheterian skriver i sin analyse, påvirker krigen i Ukraine således alvorligt Ruslands betydning i landets nabolag langt ud over Kasakhstan: “Efter Ruslands invasion af Ukraine: [opstod der] en bølge af destabilisering fra Kaukasus til Centralasien” (23).

Krigen i Ukraine beholder sin orwellske titel “militær operation” for at minimere dens virkelige betydning og udvikling. En eksplicit krigserklæring, som kræves af højreekstreme høge i Rusland, ville være farlig for Ruslands interne stabilitet, noget man opdagede ved den nylige “begrænsede” mobilisering; men som det er blevet påpeget her, ville det også være problematisk for Ruslands nærmeste allierede.

Fra videreførelse af NATO til opbygning af EU

Det er et faktum, at for alle strømninger eller lande langt fra Rusland, der ofte er uden kendskab til Ruslands lange historie i forhold til Ukraine, har det at tale mod NATOs udvidelse op til Ruslands grænser og mod USAs overherredømme vægt. Det gælder også, når invasionen af Ukraine fordømmes. Denne fremstilles ofte som en reaktion på eller som værende defensiv overfor en atlantisk alliance, der er opbygget mod Rusland, og har sammenhæng med det amerikanske imperialistiske regimes åbenlyse økonomiske og militære overlegenhed. På den måde opstår en ny lejrtænkning (’jeg støtter alle min fjendes fjender’) (24).

Uden at undskylde Ruslands aggression forsøgte Tony Wood at fremhæve en “krigsmatrix” (25) baseret på tre interagerende akser: USA, NATO og Ukraine. I indledningen til sin artikel skelner han mellem Putins Ruslands “umiddelbare ansvar” i denne krig, som han fordømmer, og det, han kalder et “historisk ansvar”, NATOs ansvar. Men dette ansvar er dårligt defineret. Enten er det en “kontekst”, der ikke forklarer en virkelig krig, eller det er en påpegning af de “våben” (fra NATO), der bruges i kampen mod Rusland – og undlader at understrege, at bag disse våben – og det, der gør dem mere effektive end de russiske styrkers – ligger det ukrainske folks valg og motivation. Skulle man ikke gøre modstand mod det, der ganske rigtigt beskrives som en aggression og hvis ikke, så med hvilke våben?

Desuden er der mange andre gråzoner og blinde pletter i de foreslåede analyser, som skal diskuteres, hvis vi skal forstå, hvad der er på spil i en situation uden historisk fortilfælde. På den ene side er vi nødt til at tale om en konkret krig i en konkret situation. Og det er snarere NATOs åbne og reelle krise i 2021 [Trumps trusler om at trække sig ud af NATO, o.a.] og ikke en trussel fra NATO mod Rusland, der forklarer eventyrpolitikken i den krigsoffensiv, som Putin har iværksat. Hertil kommer, og som også er med til at foranledige den russiske offensiv, de ovenfor nævnte årsager til Putins optimisme: Zelenskijs skrøbelighed, unionen med Belarus og CSTOs succes i Kasakhstan. Der var ingen trussel mod Rusland.

Endelig kan denne offensivs mål og den modstand, den mødte, og offensivens offer kun forstås ud fra offensivens neokoloniale, imperialistiske karakter, der benægter Ukraines ret til selvbestemmelse. At indlede en offensiv, der konkretiserer dette forhold, er mulig på grund af en chance, som Putin opfatter som gunstig. Men den er, som han selv har forklaret, baseret på en legitimering, der skal forestille at være historisk ved at inddrage en anfægtelse af Lenins anerkendelse (Putin siger “skabelsen”) af et uafhængigt Ukraine (26); hertil kommer et “antinazistisk” argument, der fremkalder mindet om Anden Verdenskrig. Igen handler dette om noget andet end NATO.

Men den konkrete analyse af den atlantiske alliance og dens udvikling skal også afklares. Putin vidste ligesom alle andre, at dens dominerende medlemmer ikke ville stemme for Ukraines medlemskab – netop for at beskytte de interesser, man havde fælles med Putin. Dette er ikke blot en detalje. At udelade den er en del af en forældet opfattelse af et NATO som grundlæggende anti-russisk, der sammenblander og slører flere uigennemsigtige sammenhænge, som kun kort skal nævnes her. På den ene side er Rusland ikke Sovjetunionen (den “kommunistiske” ondskabens akse) og heller ikke dens fortsættelse. Og det var Den Russiske Føderation med Jeltsin i spidsen, der sammen med repræsentanter for Ukraine og Hviderusland var hovedaktør i Sovjetunionens opløsning sammen med den kapitalistiske afvikling af dens system, noget som USA og IMF tog imod med åbne arme. Det var ikke et spørgsmål om aggression udefra, men et valg, hvor den tidligere kommunistiske nomenklaturas historiske skift vejer tungt. Scenarierne for indlemmelse i den kapitalistiske globalisering var ikke de samme for den uigennemsigtige tyske genforening (27), Jeltsins Rusland eller Kina og heller ikke for de forskellige lande i det tidligere Sovjetunionen eller Østeuropa (28). Den nye Russiske Føderation blev støttet med åbne arme af USA herunder dens beskidte krige mod Tjetjenien og den krig, Putin stod i spidsen for, som et led i ideologien om partnerskab med NATO og alliancens nye “civilisationskrige” mod islamisk terrorisme, der erstattede kommunismen.

Det (nye) Rusland var nemlig ikke målet for NATOs videreførelse i 1991 og de derefter følgende første ændringer i NATOs funktioner med NATOs første offensive krig i 1999 om Kosovo. I disse to sammenhænge er det mere troværdigt at fremhæve, hvad der var Washingtons hovedbekymringer: Tysklands genforening og den samtidige opbygning af en ny Europæisk Union, der omfattede det forenede Tyskland (29). Dette var en uforudset begivenhed, der blev fremhjulpet af beslutningen om en valutamæssig forening [af de to Tysklande, o.a.] efter Berlinmurens fald. Et historisk fald, der skete uden undertrykkelse fra DDRs side, fordi Murens fald blev støttet af Gorbatjov, der kom for at forhandle kreditter med Forbundsrepublikken Tyskland. Sovjetunionens leder håbede på med Mitterrands velvilje at opbygge et “fælles europæisk hus”. Og mens USA og Storbritannien ønskede at kontrollere et forenet Tyskland ved at indlemme det i NATO, forhandlede Frankrig med det nye Tyskland om at gøre en ende på D-marken og opbygge en ny Europæisk Union.

Og det var imod dette ønske fra EU om politisk autonomi og udvidelse til at omfatte Østeuropa, at USA brugte NATO til at varetage sine egne interesser. Alliancen var på randen af sammenbrud under de første “slag” mod Slobodan Milosevics Jugoslavien (30). Men scenariet for den tre måneder lange krig i Kosovo var meget anderledes end i Ukraine. NATOs offensive indgreb uden et FN-mandat skulle begrænses til nogle få “slag”. Og for at undgå alliancens opløsning og den værste fiasko var det nødvendigt hurtigt at inddrage FNs Sikkerhedsråd og dermed Rusland i processen med at forhandle om krigens afslutning. Med resolution 1244, som Milosevic, men ikke kosovoalbanerne jævnligt påberåbte sig, oprettedes et meget ustabilt og korrupt midlertidigt internationalt protektorat.

Det var muligt at støtte kosovoalbanernes ret til selvbestemmelse mod den dominans, som Milosevic ønskede at påtvinge dem, og samtidig radikalt at kritisere videreførelsen de nye funktioner med deres blindgyder, som USA tildelte NATO (31), ledsaget af fake news for at legitimere dem (32). Intet af dette var en trussel mod Rusland. At man valgte en midlertidig alliance mellem en del af kosovoalbanerne (UCK) og USA og NATO satte ikke spørgsmålstegn ved de dybe rødder til den historiske og nyligt konkrete konflikt med Beograd og dermed spørgsmålet om kosovoalbanernes selvbestemmelse. Dette kom til udtryk i skiftende sammenhænge, indtil landets parlament i 2008 proklamerede uafhængighed – som den dag i dag stadig ikke er blevet anerkendt af Beograd eller (derfor) af dele af FN og EU.

Ligesom i Ukraine har Kosovos befolkning uafhængigt af globale geopolitiske spørgsmål fordømt landets dybe korruption og økonomiske katastrofe. Og i 2021 marginaliserede en massiv afstemning uden fortilfælde ved et valg i denne tidligere provins i Serbien de “historiske” partier, der var allierede med USA, ved at stemme på det unge venstrefløjsparti “Selvbestemmelse”. Det førte valgkamp på grundlag af en radikal kritik af korruptionen og et forsvar for en storstilet social dagsorden – samtidig med, at det vendte sine forhåbninger mod EU (33).

Ukraine har også ansøgt om medlemskab. Hvordan skal den EU-kritiske venstrefløj forholde sig til en sådan ansøgning?

III. Hvilke akser har den alternative, globale solidaritet?

Ukraines ansøgning om EU-medlemskab, militariseringen af de budgetter, der er forbundet med NATO-medlemskabet og udfordringerne ved den økologiske omstilling, som krig medfører, er de tre “sager”, som man på europæisk plan og udenfor Europa omgående bør tage op, men på en bæredygtig måde ud fra et alternativt, globalt perspektiv. Omfanget af de samlede kriser, som krigen forværrer med globale virkninger, der først og fremmest rammer de fattigste befolkninger, kræver svar i samme skala.

I disse forskellige ”sager” må vi se virkeligheden med dens divergenser og dens kompleksitet af modstridende spørgsmål i øjnene. Og det i et bevidst pluralistisk perspektiv for at forsøge at udvide vores horisont og de forskellige opfattelser af spørgsmålene i forhold til de regioner og lande, vi taler fra, den levede historie, den nødvendigvis ulige viden om en kompleks fortid og nutid. Dette for at bringe kriterierne for en vurdering [af situationen, o.a.] og de prioriterede mål tættere på hinanden ved at forsøge at identificere det, der gør det muligt at handle i fællesskab.

Jeg mener, at det er muligt og nødvendigt at integrere de tre ovennævnte spørgsmål i en generel tilgang i/mod EU, som kunne finde sin plads i revitaliseringen af det offentlige og aktivistiske rum for europæiske debatter, som Alter-topmødet kunne have været [Alter Summit er europæisk netværk af sociale organisationer (fagforeninger, NGOer, forskellige sammenslutninger, kollektiver), der kæmper for med demokrati at genopbygge et socialt, økologisk og feministisk Europa, o.a.].

Afkoloniserende måder at nærme sig Europa på

Først og fremmest bør man være bevidst om det onde i at ignorere et helt “kontinent”, dvs. Østeuropa i bred forstand med den europæiske del af Eurasien. Afkoloniseringen af analyser og svar indebærer en sproglig kamp. Den indebærer en systematisk afvisning af at gøre EU til “Europa” på samme måde, som USA har proklameret sig selv som “Amerika”. Det gik så vidt, at man foreslog østeuropæerne at “slutte sig til Europa'”, og at de første radiokommentarer om krigen i Ukraine placerede landet “ved Europas porte”. Der er flere dimensioner i denne sprogbrug: Hvordan kan man kritisere “Europa”, med mindre man bliver “nationalist”? Det var det stigma og det valg, der generelt var forbundet med de politiske omvæltninger i Østeuropa. At slutte sig til “Europa” kunne kun være et bevis på fremskridt og civilisation sammenlignet med “ikke-Europa” (dvs. Østeuropa eller det kommunistisk Europa eller Balkan…). Jeg kritiserede den sprogbrug i forbindelse med Zagreb Subversive Forum i 2012, hvor Attac havde et indlæg – “The Balkan Social Forum: A chance for another Europe” (34) – og vendte opmærksomheden fra den “balkaniserede” periferi til en kritik af EUs “civiliserende” praksis og den sprogbrug, der anvendtes over for Balkan og Østeuropa.

Det er vores ansvar, som vi skal dele med vores kolleger og kammerater i disse lande, at gøre status over de betingelser under hvilke, de i forbindelse med afviklingen af deres system og etpartidiktaturet er blevet udnyttet ved hjælp af voldsom social og skattemæssig dumping, som skulle “modernisere” og demokratisere dem (35).

At Volodymyr Zelenskij i sine taler i Europa-Parlamentet benytter et sprog, der undskylder denne udvikling, hjælper tydeligvis ikke til at overbevise de venstreorienterede, der på forhånd har en tendens til at ignorere Ukraine i deres holdning til krigen. Men i denne henseende må vi skelne mellem to aspekter: Fordømmelsen af Ruslands nykolonialistiske krig og anerkendelsen af det angrebne lands ret til selvforsvar afhænger ikke af karakteren af dette lands ledelse og kræver ikke et “ideelt” land; men det er klart, at det politisk set står os frit for at beslutte, hvordan vi udtrykker vores solidaritet.

Ud fra dette synspunkt tilslutter jeg mig, og foreslår at man tilslutter sig, Det europæiske solidaritetsnetværk med Ukraine (36), som har følgende platform:

Vi, sociale bevægelser, fagforeninger, organisationer og partier fra Øst- og Vesteuropa, som er imod (…) krig og al neokolonialisme i verden, ønsker uafhængigt af alle regeringer at opbygge et netværk nedefra FOR:

1. At forsvare et uafhængigt og demokratisk Ukraine!
2. Den øjeblikkelige tilbagetrækning af de russiske tropper fra hele Ukraines område. Stop for den nukleare trussel, der er opstået som følge af, at russiske atomvåben er sat i alarmberedskab og bombningen af ukrainske kraftværker!
3. Støtte til det ukrainske folks modstand (den væbnede og ubevæbnede) i dens mangfoldighed til forsvar af Ukraines ret til selvbestemmelse.
4. Eftergivelse af Ukraines udlandsgæld!
5. Modtagelse uden diskrimination af alle flygtninge fra Ukraine og andre steder!
6. Støtte til fredsbevægelsen og den demokratiske bevægelse i Rusland og garanti for politisk flygtningestatus for Putin-modstandere og russiske soldater, der deserterer!
7. Beslaglæggelse af russiske regeringsmedlemmers, højtstående embedsmænds og oligarkers aktiver i Europa og i hele verden og håndhævelse af finansielle og økonomiske sanktioner og beskyttelse af de dårligt stillede mod deres virkninger.

Ud over dette kæmper vi også i samarbejde med ligesindede strømninger i Ukraine og Rusland:

1. For global atomnedrustning. Mod militær optrapning og en militariseret tankegang.
2. For opløsning af militære blokke.
3. For at al hjælp til Ukraine skal ske uden IMFs eller EUs indgreb og nedskæringsbetingelser.
4. Mod væksttænkning, militarisme og imperialistisk konkurrence om magt og profit, der ødelægger vores miljø og vores sociale og demokratiske rettigheder.

Som det fremgår af platformens indledning, integrerer netværket i sine møder, kampagner og debatter organisationer som foreninger, fagforeninger, fagforeningsfolk og partier fra Østeuropa. I praksis har man prioriteret forbindelser med den socialistiske NGO Sotsialnyi Rukh (37), fagforeningsfolk fra Belarus og dele af den russiske venstrefløj (med kampagner i solidaritet med dem, der i Rusland er imod krigen eller flygter fra den).

Det betyder, at kampen mod krigen kombineres med flere kampagner, der kan forenes: Kravet om en eftergivelse af den ukrainske gæld, der ikke skåner oligarkerne og ikke giver IMF mulighed for presse på for at nedlægge offentlige tjenester og øge energiafgifterne; men også faglige kampagner mod de [arbejdsmarkeds-]love, der er blevet foreslået og nu vedtaget, og som udnytter krigen til at ødelægge sociale rettigheder. På organisationens hjemmeside finder man også en radikalt kritisk analyse af projektet om “genopbygning af Ukraine”, som blev forberedt på konferencen i Lugano i juli 2022, og som går ud på en socialt og økologisk katastrofal udnyttelse af et Ukraine underlagt profitlogikken (38).

“Skal den europæiske venstrefløj støtte Ukraines ansøgning om EU-medlemskab?” spørger en tekst af en aktivist fra Sotsialnyi Rukh (SR) (39). Hun svarer positivt – også ud fra sin organisations kollektive synspunkt – på dette spørgsmål. Men ikke uden en klar analyse af, hvad EU er – og hvad unionens påvirkning har været i dets østlige og sydlige udkant. Hun skriver om dette:

Vi kan lære af erfaringerne fra andre lande i Øst- og Sydeuropa. Polen, Slovakiet og andre EU-lande har oplevet liberalisering på forskellige områder, der direkte er blevet tilskyndet eller tolereret af EU. I mange østeuropæiske lande steg andelen af tidsbegrænsede kontrakter i 2000erne, mens tidsubegrænsede kontrakter blev sjældnere. Samtidig blev der gennemført reformer for at gøre det lettere at afskedige arbejdstagere, f.eks. med det argument, at dette ville føre til skabelse af nye arbejdspladser. Denne udvikling fandt om end ujævnt sted i alle østeuropæiske lande og blev fremskyndet af kriser som f.eks. finanskrisen i 2008, der førte til en uddybning af den neoliberale politik i EU og på globalt plan. Det er også værd at nævne Den Europæiske Centralbanks rolle med hensyn til at fremme en finanspolitisk konservatisme og dens konsekvenser for befolkningens velfærd, hvilket vi har set i Grækenland (min oversættelse, CS).

Så hvorfor støtte et EU-medlemskab? Spørgsmålet er faktisk uaktuelt, men interessant at diskutere. Uaktuelt fordi den officielle ansøgning om medlemskab [for længst] er blevet indgivet og fordi de 27 medlemsstater fire måneder senere – i juni sidste år – accepterede Ukraine og Moldova som officielle kandidater. Men spørgsmålet er stadig interessant, fordi en status som “kandidat” ikke indebærer et egentligt medlemskab. Den starter en lang forhandlingsproces, som nogle af Balkanlandene efter år stadig ikke er kommet ud af. I det tidligere Jugoslavien er kun Slovenien og Kroatien blevet integreret. Alle de andre republikker venter på, at processen skal afsluttes – den er delvist i gang for Bosnien-Herzegovina og Kosovo. Repræsentanterne fra det vestlige Balkan ville have svært ved at acceptere, at Ukraine skulle integreres hurtigere end dem.

Så det egentlige spørgsmål er altså vilkårene for integrationen – hvad er det, der “forhandles” om? Og har venstrefløjen nogen solidaritetskampagner, der kan føres på denne front? Hvad siger vores ukrainske kammerat om dette?

På den ene side påpeger hun, at det er muligt at udnytte den solidaritet, der udtrykkes over for Ukraine i forbindelse med krigen, til med styrke at legitimere de særlige betingelser, som landet har fået tildelt:

EU bør optage Ukraine på betingelser, der garanterer muligheden for en social og lighedsbetonet genopbygning og ikke skaber hindringer for en sådan (…) Den europæiske konkurrencelovgivning og den radikale begrænsning af en protektionistisk politik skaber betydelige hindringer for en social og progressiv genopbygning af Ukraine. Der bør derfor gøres undtagelser fra disse love for Ukraine. Det ville ikke være det første tilfælde. Lande som Danmark er endda blevet medlem af EU på særlige betingelser, der har skabt undtagelser fra andre love.

Hun påpeger desuden, at en neoliberal politik er blevet fremmet i Ukraine uden et EU-medlemskab – og især inden for rammerne af det “østlige partnerskab”. Et medlemskab ville i det mindste give Ukraine rettigheder og ville ikke være værre end til fuldstændig at blive et udkantsområde uden rettigheder.

Desuden, siger hun, at for det ukrainske folk

Er et EU-medlemskab af stor symbolsk betydning – det har været hovedmålet for landets udenrigspolitik siden 2014. At modsætte sig det ville være meget upopulært og ville kræve lignende, klare alternativer, som ikke findes i øjeblikket.

Hun mener, at de europæiske rettigheder på nogle områder er mere progressive end Ukraines, og at EU-integration derfor fremmer kampen for sociale fremskridt. Vigtigst af alt:

Integration kan lette netværksdannelsen mellem lokale organisationer som Sotsialnyi Rukh og andre venstrefløjsaktører og føre til udvikling af langsigtede relationer – hvilket igen kan sikre, at opmærksomheden på problemerne i Ukraine ikke forbliver bundet til krisens begivenheder.

Det er faktisk det, som den europæiske venstrefløj bør opbygge – europæiske forbindelser med landene i Østeuropa og på Balkan med henblik på kampagner for fælles rettigheder og mål. Og for en revision af betingelserne for medlemskab. I den forbindelse er det nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved de eksisterende traktater, de løbende ændringer af dem (der sker uden en forfatningsmæssig proces) og den politik, der gennemføres i lyset af de store indbyrdes forbundne kriser: Miljøkriser, finansielle kriser (efter 2008) og politiske kriser (virkningerne af den igangværende krig).

Bistand til Ukraine må ikke indebære en militarisering af budgetterne: For samfundets kontrol af de enkelte landes budget- og militærpolitik.

Det er vigtigt at kunne forsvare en politik, der er solidarisk med Ukraines væbnede og ubevæbnede modstand mod en morderisk, neokolonial aggression og at kunne opretholde en uafhængig og kritisk vurdering af vore regeringers politik. Jeg har ovenfor ordret citeret platformen fra Det europæiske solidaritetsnetværk for Ukraine (ENSU). Jeg gentager dens sidste punkter:

1. For global atomnedrustning. Mod militær optrapning og en militariseret tankegang.
2. For opløsning af militære blokke.
3. For at al hjælp til Ukraine skal ske uden IMFs eller EUs indgreb og nedskæringsbetingelser.
4. Mod væksttænkning, militarisme og imperialistisk konkurrence om magt og profit, der ødelægger vores miljø og vores sociale og demokratiske rettigheder.

Men måden at kæmpe for disse mål på kræver, at man bryder med en “globaliserende” og entydig og uforanderlig opfattelse af NATO og bistanden og skelner mellem flere spørgsmål, der bør debatteres for at udvikle en global platform “for en retfærdig og varig fred”:

• NATO skulle sammen med Warszawa-pagten have været opløst i 1991. Alliancens videreførelse og udviklingen af dens funktioner (fra defensiv til offensiv alliance og til at gribe ind overalt) har hverken været gennemsigtige eller demokratiske processer. Vurderingen af alliancens indgreb bør foretages i hvert enkelt land, der er involveret. Men det samme gælder for alle militære pagter: Vi må modsætte os en logik, der går ud på en opdeling i indflydelsessfærer baseret på permanente pagter, der kun dårligt skjuler dominansforhold.
• Alle hære skal sendes tilbage til deres hjemland og underlægges de pågældende landes kontrol. Dette ville åbne op for en konkret afmilitariseringsproces og for en vurdering fra sag til sag af militær bistand til formål, der anses for retfærdige. Inden for disse rammer kan et lands væbnede styrker også efter international aftale inddrages i fredsbevarende aktioner uden for landets territorium under FNs eller de berørte landes kontrol.
• Krigen i Ukraine blev indledt af Rusland. Støtte til Ukraine gør ikke krigen til en krig mellem forskellige slags imperialisme. Hjælp til Ukraines forsvar er legitim og bør forblive under kontrol af det ukrainske folk og dets valg af forhandlingsbetingelser.
• Befolkningen i alle lande bør kunne kontrollere, hvilke budgetter der rent faktisk afsættes til Ukraine og til andre formål og konflikter. En progressiv, global bevægelse mod krigen kan ikke sidestille et dominerende lands aggressionskrig med et angrebet lands forsvarskrig. En retfærdig kamp med våben i hånd mod en væbnet aggression skal forsvares, selv om man også anerkender militærnægtelse og muligheden for at vælge ikke-voldelig modstand. Men dette valg tilhører de folk og folkeslag, der angribes.

Genoprettelsen af en autokratisk stat og et autokratisk regime i Rusland, som opererer med militære og imperialistiske indgreb, skaber åbenlyse sikkerhedsproblemer for de lande, der ligger i nærheden af Rusland, og for de befolkninger i Den Russiske Føderation, der kunne tænkes at gøre oprør mod dominansforholdene. Det var det, der var tilfældet i Tjetjenien. Den omstændighed, at de berørte lande (med rette eller urette) opfatter NATO som en beskyttende ramme, gør det umuligt for venstrefløjen at mobilisere for en opløsning af NATO, så længe den truende situation, Rusland opretholder, fortsætter med at eksistere. Men det betyder ikke, at der ikke er behov for at kritisere NATOs planer og udvidelsen af NATOs budgetter.

Fra sanktioner mod Putin-regimet til europæiske miljøpolitik

Klimakrise og solidaritet mod denne krig bør kombineres med vores kritik af EU. Putin-styret finansierer sin aggressive politik med indtægter fra fossile brændstoffer. Sanktioner mod russisk import skal samtidig fremskynde energiomstillingen og dermed naturligvis forhindre en stigning i produktionen af fossile brændstoffer andre steder og især udbredelsen af produktion og distribution af flydende naturgas.

Samtidig kræver denne politik beskyttelse af sociale rettigheder og arbejdspladser – hvilket indebærer et stort paneuropæisk projekt for planlægning af omstilling og investering i vedvarende energi. Et sådant projekt kunne henvende sig til befolkningerne i alle europæiske lande – herunder Rusland – på betingelse af, at krigen stopper.

Utopi? Lad os gøre det til en “konkret utopi”, og “hvis de ikke vil lade os drømme, så lad os sørge for, at de ikke sover”…

Artiklen er tidligere bragt i Kritisk Revy. Oversat med forfatterens tilladelse fra ”Contre la guerre d’agression russe, l’urgence d’une gauche radicalement décoloniale”, Les Possibles, nr. 34, hiver 2022.

Noter:

[1] Dette er tilfældet med medlemmerne af den ukrainske socialistiske NGO Sotsialny Rukh (Den sociale Bevægelse), hvis mange bidrag på engelsk eller fransk kan findes under denne overskrift på ESSFs hjemmeside; men man kan også læse (og diskutere på fransk med) den ukrainske forsker Daria Saburova “Questions on Ukraine”,  oversat af by Dick Nichols for Links fra den franske original trykt i Contretemps, 3. oktober 2022  eller Denys Gorbach, se især hans interview fra 19. marts 2022 eller Hanna  Perekhoda, se på ESSF.

[2] Man bør især læse kommentarerne om dette emne, som er forskellige, men som alle afviser tesen om et “fascistisk statskup”: jf.  Denys Gorbach, interview af 19. marts 2022; eller Volodymyr Ishchenko i NLR.

[3] Se om dette emne Denys Gorbash, “L’économie politique de l’Ukraine de 1991 à 2022” i Karine Clément, Denys  Gorbach, Hanna Perekhoda, Catherine Samary, Tony Wood, L’invasion de l’Ukraine. Histoires, conflits et résistances populaires. La dispute, 2022.

[4] Jeg forklarede de divergenser om nutiden og fortiden, der er på venstrefløjen, i “A Ukrainian Left under construction on several fronts”.

[5] Se Daria Saburova, note 1.

[6] Se Volodymyr Ishchenko, note 2.

[7] Se Rohini Hensman, “Socialist Internationalism and the Ukraine War”, 2. juni 2022

[8] Se Bernard Dreano, “Questions nationales. De l’Irlande à l’Ukraine“ (“National Questions: From Ireland to Ukraine”) on 21. november 2022. Jeg gennemgår også disse uenigheder blandt marxister og især bolsjevikkerne i “A Ukrainian Left…” citeret i note 4.

[9] Et emne der behandles explicit i min artikel “A Ukrainian Left…”, se note 4.

[10] Se min “Comments on the Feminist Manifesto”.

[11] Det er titlen på det ukrainske feministiske manifest, jeg støttede, som blev offentliggjort online på ukrainske  Commons, 7. juli 2022.

[12] Brigades éditoriales de solidarité (Solidariske redaktionsbrigader, der er forbundet med ENSU) L’Ukraine insurgée, Syllepse, 2022. Se præsentationen (“War and peace or the silence of the Black Sea“).

[13] Udtrykket ’Belarus’ er en transskription af det navn, landet har brugt siden uafhængigheden i stedet for Hviderusland.

[14] Se David Teurtrie, Où en est l’Union économique eurasiatique? Entre instabilité sociopolitique et ambitions géopolitiques, («Where is the Eurasian Economic Union ? Between instability and geopolitical ambitions »), Ramses, 2022 (2021), s. 160 – 165. Jeg behandler også dette emne i min artikel « La société ukrainienne entre ses oligarques et sa troïka” (« The Ukrainian Society between its Oligarchs and its Troïka »), offentliggjort på onlinetidsskriftet les Possibles n°2, vinter 2013-2014.

[15] Om dette emne se Benoît Vitkine og Thomas d’Istria, “Loukachenko et Poutine avancent vers ‘l’intégration’ de leurs deux pays” (« Towards integration of the two countries »),  Le Monde, 10. september 2021.

[16] Se især de solidaritetsaktioner, som fagforeninger har lavet, til forsvar for de hviderussiske fagforeningsfolk og de oplysninger, der er offentliggjort af ”De solidariske redaktionsbrigader”.

[17] Gengivet på Attacs hjemmeside.

[18] Se Teurtrie, note 14.

[19] Se David Teurtrie, “L’OTSC : une réaffirmation du leadership russe en Eurasie post-soviétique ?” (“The CSTO: a reaffirmation of Russian leadership in post-Soviet Eurasia?”), Revue de défense nationale, 2017/7 (No. 802), s. 153-160.

[20] Se Aldan Engoian, “Après leur intervention au Kazakhstan, d’autres projets pour les ‘casques bleus’ de l’OTSC”, (“After Kazakhstan, new projects for CSTO”) Courrier International, gengivet af ESSF, 14. januar 2022.

[21] Read Samolovitch Marina & Al “Kazakhstan : comment la société Kazakhe est divisée sur la guerre en Ukraine” (How Kazakh society is divided over the war in Ukraine).

[22] Disse udtalelser blev rapporteret af et kinesisk statsmedie ifølge den belgiske avis La Libre, 15. september 2022.

[23] Se Vicken Cheterian, Agos “After Russian Invasion of Ukraine: A Wave of Destabilization from the Caucasus to Central Asia” (en tidligere version af artiklen blev præsenteret på Webster University Genevas 27th International Humanitarian and Security Conference, 1. november 2022).

[24] Om den såkaldte ”bipolare verdens” sammenhæng, da dette begreb opstod, dets udvikling og om ”antiimperialismens” udvikling, især i forbindelse med konflikterne i Mellemøsten, se Gilbert Achcar, “Their anti-imperialism and ours” …. For en kritik af ”lejrtænkningens” måder at forstå krisen i Kosovo (1999) og i Ukraine i 2014 på, se C. Samary, “What internationalism in the context of the Ukrainian crisis? Eyes wide open against one-eyed ‘campisms’”.

[25] Hans artikel, der blev offentliggjort med denne titel på engelsk i New Left Review, nr. 133-134 (januar-april 2022), blev gengivet på fransk (og diskuteret) i den kollektive bog L’Invasion de l’Ukraine..., se note 3. Artiklen er oversat til dansk: Krigens matrix, Kritisk Revy, nr. 11, 2022.

[26] Om dette emne se Hanna Perekhoda “Est-ce que Lénine a inventé l’Ukraine? Poutine et les impasses du projet impérial russe” («Did Lenin invent Ukraine? Putin and the impasses of the Russian imperial project”), in L’invasion… den bog, der er citeret i note 4. Se også Marko Bojcun, The Workers’ Movement and the National Question in Ukraine 1897-1918, Brill Publishers, Leiden, 2021. Bogens indledning kan ses online på https://www.historicalmaterialism.org/blog/workers-movement-and-national-question-ukraine-1897-1918-introduction og Zbigniew Kowalewski, “For the Independence of Soviet Ukraine”, Historical Materialism, 12. marts 2022.

[27] Se “Le problème international de la réunification allemande“ (“The international problem of German unification”), CVCE research infrastructure of the University of Luxembourg, sidst opdateret  7. juli 2007. Se også Fritz Vilmar, Gislaine Guittard, La face cachée de l’unification allemande (“The hidden face of German unification”), Éditions de l’Atelier, Paris, 1999 og Rachel Knaebel og Pierre Rimbert, “The economic Anschluss of the GRD “, Le Monde Diplo-matique, november 2019.

[28] Jeg foreslog en sammenfattende analyse af dette spørgsmål i “Eastern Europe : Origins of Capitalist Restoration”

[29] Jeg forsvarer og forklarer dette synspunkt i “Le prisme de l’autodétermination…” i bogen L’invasion…  Se også mit bidrag til spørgsmålet om selvbestemmelse i en jugoslavisk sammenhæng “Droit d’autodétermination : le cas Yougoslave”, Proceedings of the International Colloquium “Justice and War” / La justice et la guerre, Paris, oktober 1999 og i Revue Internationale d’Arts et de Sciences, Dialogue vol. 8, nr. 31/32, Autumn / Winter 1999..

[30] Idem.

[31] Jeg forsvarede det synspunkt i “What internationalism…?”, note 24.

[32] Se Serge Halimi, “Le plus grand bobard de la fin du XXè siècle” (”The greatest hoax at the end of the XXth century”). Og om den legitimering med tilbagevirkende kraft af NATOs indgreb, der er under udvikling, se Serge Halimi, Dominique Vidal, Henri Maler, Mathias Reymond, L’opinion, ça se travaille … Les médias, les “guerres justes“ et les “justes causes (« Opinion is something to be shaped. Just wars and righteous causes”), Agone, coll. “Éléments”, Marseille, 2014.

[33] Se min artikel og baggrundsstof “Kosovo a historic turning point”, 22. april 2022.

[34] Se https://france.attac.org/actus-et-medias/le-flux/articles/le-forum-social-des-balkans-une-chance-pour-lautre-europe (”Balkan Social Forum : A chance for another Europe”).

[35] Som bidrag til denne debat udover mine artikler om emnet i Le Monde Diplomatique (se http://csamary.fr,) se “Des privatizations forcées à la démocratie imposée : quels critères d’adhésion à l’Union européenne ?” (“From forced privatization to imposed democracy: what criteria for EU membership”), Revue Internationale et Stratégique 2002/3 (n°47) s.29-36.

[36] Se platformens hjemmeside om kampagner, links og artikler (på flere sprog).

[37] Se Sotsialnyi Rukh (SR) “Who are we?” og på ENSUs hjemmeside for rapporterne fra de delegationer, der rejste til Ukraine for at møde aktivister fra den og SR-medlemmers tekster.

[38] https://ukraine-solidarity.eu/to-read/pour-la-reconstruction-dune-ukraine-dmocratique-indpendante-pluraliste-et-sociale and Karen Yamanaka, “Ukraine is not the Neoliberal Laboratory for Transnational Capital” International Viewpoint, 6. oktober2022.

[39] Olena Slobodian, “Should leftists campaign for Ukraine’s accession to the EU?”, oversat fra tysk til engelsk og offentliggjort på ESSF, 16. august 2022.