Slavoj Žižek: Vi kan ikke lade Rusland bestemme, hvor de røde linjer går i Ukraine

Rusland vil have en ny verdensorden, hvor universelle principper er afløst af ‘pragmatisme’ og dobbeltmoral. Vi må holde fast i at kritisere den russiske invasion ud fra et universelt princip om, at man aldrig er tvunget til at invadere andre lande, skriver den slovenske filosof Slavoj Žižek i denne klumme.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

De seneste uger har Vestens offentlighed været optaget af spørgsmålet: ”Hvad tænker Putin?” Vestlige debattører spekulerer: Fortæller folkene rundt om Putin ham hele sandheden? Er han syg, eller ved at blive gal? Presser vi ham op i et hjørne, hvor han ikke kan se nogen anden vej ud end at eskalere konflikten til en total krig, for at redde ansigt?

Vi skal holde op med at være så optaget af den røde linje, den endeløse søgen efter den rette balance mellem at støtte Ukraine og undgå den totale krig. Den røde linje er ikke et objektivt faktum: Putin genoptrækker selv linjen hele tiden – og vi bidrager til, at han kan gøre det, ved at reagere på de russiske handlinger. Et spørgsmål som: “Er USA’s deling af efterretninger med Ukraine gået over stregen?” har været med til at mudre den skinbarlige sandhed: Det var Rusland selv, der gik over stregen ved at angribe Ukraine. I stedet for at opfatte os selv som nogen, der blot reagerer på Putin som et kryptisk, ondt geni, burde vi vende blikket mod os selv: Hvad vil vi – det ”frie Vesten” – have ud af situationen?

Liberalismens dobbeltmoral

Vi må behandle vores egen tvetydighed, når det gælder støtten til Ukraine, lige så nådesløst som vores kritik af Ruslands opførsel. Vi bliver derfor nødt til at overvinde den dobbeltmoral, som ligger i selve fundamentet for vores europæiske liberalisme. Husk på, hvordan kolonisering i den vestlige, liberale tradition ofte er blevet retfærdiggjort med “rettigheder for det arbejdende folk.”

“Vi bliver nødt til at overvinde den dobbeltmoral, som ligger i selve fundamentet for vores europæiske liberalisme.”

John Locke, den store oplysningsfilosof og fortaler for menneskerettigheder, retfærdiggjorde hvide kolonisters overtagelse af land fra oprindelige amerikanere med et underligt, nærmest venstreorienteret klingende argument imod overdrevet privat ejendom. Hans antagelse var, at et individ kun skulle have ret til at eje land tilsvarende det, han kunne udnytte produktivt. Med andre ord skulle man ikke eje store landområder, man ikke var i stand til at bruge (eller sidenhen leje ud til andre). I Nordamerika brugte de indfødte efter hans opfattelse mest de store landområder til jagt, og hvide kolonister – som ville bruge jorden til landbrug, havde derfor ret til at overtage landet – til gavn for menneskeheden.

Til opgør med nødvendighedens politik

I den igangværende krise i Ukraine har begge sider fremstillet deres handlinger som noget, der var nødvendigt: Vesten blev nødt til at hjælpe Ukraine med at beholde sin frihed og selvstændighed; Rusland var nødt til at intervenere militært for at beskytte dets egen sikkerhed. Det seneste eksempel var den russiske udenrigsministers påstånd om, at Rusland ville være ”tvunget til at svare igen”, hvis Finland bliver en del af NATO. Nej. Rusland er ikke “tvunget” til noget som helst. Rusland var heller ikke ”tvunget” til at angribe Ukraine. Den slags beslutninger fremstår kun tvunget, hvis vi accepterer den ideologiske og geopolitiske logik, som ligger til grund for russisk politik.

Vi må i stedet diskutere den slags antagelser kritisk og uden berøringsangst. Man hører ofte, at vi må “skelne skarpt mellem Putins politik og den storslåede russiske kultur“, men det er et tyndere, langt mere porøst skel end det umiddelbart fremstår. Vi bliver nødt til klart og tydeligt at afvise ideen om, at Rusland efter mange års forliste forhandlinger var tvunget/tilskyndet til at angribe Ukraine. Man er aldrig tvunget til at angribe og udslette et helt land. Rødderne stikker langt dybere; Jeg vil sågar kalde årsagerne grundlæggende metafysiske.

”Man er aldrig tvunget til at angribe og udslette et helt land.”

Anatoly Chubais, det russiske oligarkis ophavsmand (som orkestrerede Ruslands lynprivatisering i 1992), sagde i 2004: ”Jeg har genlæst alt Dostojevskij i løbet af de seneste tre måneder, og jeg føler kun et nærmest fysisk had til manden. Han er uden tvivl et geni, men hans forestilling om, at russere er specielle, hellige mennesker, hans lidelseskult og de falske valg, han opstiller, giver mig lyst til at ødelægge ham.” Hvor lidt jeg end bryder mig om Chubais’ politiske holdninger, synes jeg han har helt ret, hvad angår Dostojevskij; dennes forfatterskab viser tydeligt modsætningen mellem Europa og Rusland: Individualismen over for en kollektiv ånd – materialistisk nydelse over for selvopofrelsens ånd.

Hungersnøden truer

Rusland er nu begyndt at fremstille invasionen som et skridt i kampen for afkolonisering, og som et opgør med vestlig globalisering. I en tekst udgivet tidligere i maj, skrev Dimitry Medvedev (Ruslands tidligere præsident og nuværende næstformand for det russiske sikkerhedsråd, red.), at ”verden venter på, at ideen om en amerikansk centreret verden kollapser, og at der opstår en ny international alliance bygget på pragmatiske kriterier.” For Medvedev skal “pragmatiske kriterier” selvfølgelig forstås som en afvisning af universelle menneskerettigheder.

Vi må derfor trække nogle nye røde linjer på en måde, som gør det klart, at vores solidaritet ligger hos udviklingslandene. Medvedev forudser, at krigen i Ukraine “i nogle lande ville kunne føre til hungersnød på grund af fødevarekrisen”. Det er en kynisk udtalelse, som tager pusten fra en. I skrivende stund er der omkring 25 millioner tons korn, der er i gang med langsomt at rådne op i Odessa, på skibe eller i siloer, eftersom havnene er blokeret af den russiske flåde.

”FN’s fødevareprogram (WFP) har advaret om, at millioner af mennesker ”med hastige skridt er på vej imod hungersnød”, medmindre havnene i det sydlige Ukraine, som har været lukket på grund af krigen, genåbnes,” skriver Newsweek. Europa lover nu at hjælpe Ukraine med at transportere kornet via jernbane eller lastbiler – men det er tydeligvis ikke nok. Der er brug for at tage yderligere affære: Et klart krav om at åbne havnene for at eksportere korn, herunder også at sende militære skibe til at beskytte dem. Det handler ikke om Ukraine, men om hungersnød for millioner i Afrika og Asien. Her burde den røde linje trækkes.

Ruslands verden har ingen universelle principper

Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov udtalte for nylig: ”Forestil jer [den ukrainske krig] var sket i Afrika eller Mellemøsten. Forestil jer Ukraine er Palæstina. Forestil jer Rusland er USA.“ Forudsigeligt nok har sammenligningen mellem konflikten i Ukraine og palæstinensernes problemer fornærmet mange israelere, som ikke synes de to ting minder om hinanden”, bemærker Newsweek. ”Fx har mange påpeget, at Ukraine er et suverænt, demokratisk land, men at de derimod ikke betragter Palæstina som en stat.” Selvfølgelig er Palæstina ikke en stat – Israel nægter dem jo retten til at være det. På samme måde vil Rusland fratage Ukraine retten til at være en suveræn stat. Hvor frastødende jeg end finder Lavrovs bemærkninger, må man tage hatten af for hans evne til behændigt at manipulere sandheden.

“Ruslands verdenssyn er renset for hykleri – lige netop fordi det ikke har nogen forestilling om universelle etiske principper, men kun en pragmatisk ”respekt” for uenigheder”

Ja, det liberale Vesten er hyklerisk, når det anvender sine høje moralske standarder selektivt. Men hyklerisk betyder også, at man i første omgang bryder med nogle principper, og på den måde gør sig selv til genstand for en berettiget kritik. Når vi kritiserer det liberale Vesten, gør vi det ud fra dets egne standarder. Ruslands verdenssyn er derimod renset for hykleri – lige netop fordi det ikke har nogen forestilling om universelle etiske principper, men kun en pragmatisk ”respekt” for uenigheder. Vi har tydeligt set, hvad det har ført til, efter Taliban generobrede magten i Afghanistan – og straks begyndte at handle med Kina.

Kina accepterer det nye Afghanistan, alt imens Taliban er villig til at ignorere de forbrydelser, Kina begår mod uighurerne. Det forhold er et eksempel på den russiske vision om en ‘ny globalisering’ i en nøddeskal. Den eneste måde at forsvare de dele af den liberale tradition, som faktisk er værd at holde fast i, er ved ufravigeligt at insistere på deres universalitet. Hvis vi falder i den dobbeltmoralske fælde, er vi ikke et hak bedre end de ”pragmatiske” russere.